• 16-årig svensker tiltalt for drabstogt i Danmark poserede med pistoler

    Источник: BDK Borsnyt / 22 янв 2025 05:20:44   America/Chicago

    En ung rødhåret svensk dreng poserer med en pistol. Han lader som om, at han skal til at skyde. Videoen er en blandt flere videoer og billeder, som anklager Laura Birch onsdag viser frem på en storskærm i Retten på Frederiksbergs retssal 002. Drengen, der siden videoerne er fyldt 16 år, sidder tiltalt for at have taget til Danmark i april 2024 for at dræbe én eller flere Comanches-rockere i Brøndby. I retten onsdag er han iført en blå skjorte og den spinkle dreng sidder mellem sin advokat, Kåre Traberg Smidt, og en svensk tolk og lytter, mens anklageren præsenterer sagen. Laura Birch fortæller, at dansk politi opstartede sagen 15. april 2024, da man fik et tip fra svensk politi om en person med et svensk telefonnummer, som man mistænkte ville udføre alvorlig kriminalitet i Danmark inden for kort tid. - Dansk politi iværksatte straks telefonaflytning, siger hun. Politiet fandt ud af, at telefonen tilhørte den dengang 15-årige svenske dreng, som var blevet efterlyst, da han havde forladt sit hjem i Sverige. Den 16. april omkring klokken 17 lykkedes det politiet at finde drengen, som det stoppede på gaden. Her kørte han rundt med sin mobiltelefon i hånden på en elcykel. En visitation bekræftede politiets tese om, at der var tale om en alvorlig sag. I drengens sorte bæltetaske var to pistoler. Drengen nægter sig skyldig i drabsforsøg, men erkender, at han har besiddet skydevåben. I bæltetasken var også en sort nøglebrik, og betjente gik derfor rundt i Københavns Nordvestkvarter, hvor mobilen var gået på en mast, og fandt til sidst frem til, at drengen havde boet i en lejlighed dér. Mere præcist på en 59-årig mands værelse. Manden er også tiltalt i sagen, hvor han anklages for medvirken til drabsforsøg. Han nægter sig skyldig. Flere af billederne og videoerne på drengens telefon ses at være optaget på værelset i Nordvest. Også på den 59-åriges telefon er der fundet billeder af pistoler i lejligheden. Ifølge anklageskriftet boede drengen hos den 59-årige mand og cyklede 15. april herfra til rockerklubben Comanches' klubhus på Lyngager i Brøndby. Politiet mener, at der var tale om et forsøg på lejemord - også beskrevet som fænomenet "crime as a service". - Det er et begreb, som er blevet en meget stor del af dansk politis arbejde. Det dækker over, at kriminelle sælger ydelser til andre kriminelle, siger Laura Birch. Retssagen fortsætter onsdag eftermiddag med afhøring af den svenske dreng. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/indland/16-aarig-svensker-tiltalt-for-drabstogt-i-danmark-poserede-med-pistoler
Опубликовать